Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældre folder

Praktiske informationer til forældre 

 

Befordring:

Den daglige transport af barnet imellem Nørrehus og hjem kan enten varetages af Jer forældre eller planlægges og køres af taxa.  Taxaordningen er udgiftsneutral for Jer forældre. (Den særskilte vejledning udleveres af institutionen.) 

Beklædning

Alt efter årstiden er det vigtigt at sende passende skiftetøj med barnet. F.eks. ekstra tøj, hjemmesko, regntøj, gummistøvler, flyverdragt, hue/vanter mm. som evt. kan opbevares i Nørrehus. Vi sender alt tøj og sko skal mærkes med tydeligt navn. Vi sender alt tøj og overtøj med hjem hver fredag, så der kan blive gjort rent på barnets garderoberum og så I kan danne Jer et overblik over hvilket tøj barnet har i børnehaven. 

OBS: Der kan være vådt tøj og udetøj sendt med hjem, så det er vigtigt, at tasken tjekkes, så det kan tørres/ skiftes. 

Alm. skiftetøj opbevares i barnets kurv på badeværelset. Vi vil gerne have to sæt tøj fra inderst til yderst. Får barnet tøj med hjem fra børnehaven, bedes tilsvarende nyt tøj sendes  med, så vi har rent tøj klar i børnehaven. 

Feriepasning:

Nørrehus har åben for feriepasning i sommerferien, efterårsferien, dagene op til jul, mellem jul og nytår, vinterferien, dagene op til påske, pinse, samt dagen efter kr. himmelfarsdag. 

Forældre skal indgive behov om pasning i ferier og samtidig angive i hvilket tidsrum barnet kommer i institutionen. Dette er vigtigt af hensyn til bestilling af taxakørsel og planlægning af personalets ferie og fridage. 

Forældre får besked om pasning i ferier og hvornår man skal melde ønsker om pasning ind, på Aula i god tid. 
Forplejning

Børn der møder ind inden kl. 8.00 i Nørrehus kan få tilbudt morgenmad. Der er ansat en ernæringsassistent som sørger for indkøb og tilberedning af alle måltider til børnene. Se nærmere i vores kostpolitik. Udover morgenmad spiser børnene formiddagsmad, frokost, samt eftermiddagsmad i Nørrehus. Ovenstående forplejning betales af Nørrehus.    

Forældrebetaling

Der er ingen forældrebetaling i Nørrehus.    

Bleer bliver betalt af Nørrehus.

Fravær

Holder barnet ferie eller en fridag indberettes dette på Aula i så god tid som muligt og personalet på barnets stue informeres også gerne af hensyn til aflysning af taxa og øvrig planlægning. Ved sygdom meldes barnet fri på Aula.

Hvis Jeres barn har taxaordning, følger en særskilt skrivelse vedr. dette. 

Fødselsdage

Vi fejrer gerne børnenes fødselsdage. Det kan foregå hjemme hos jer eller I kan komme i Nørrehus og fejre dagen eller I kan sende noget med barnet herind. Ønsker I eller barnet ikke at det bliver fejret, respekteres dette også.

Koordinerende pædagog: 

Alle børn har én koordinerende pædagog, men alle medarbejdere i Nørrehus kan tage imod beskeder fra Jer forældre, og sørger herefter for at de gives videre til rette vedkommende. De voksne der er på samme stue som barnet, indgår i et team omkring barnet. Barnet vil være sammen med voksne fra teamet i aktivitetstiden og det vil være de voksne fra teamet, som skriver hjem til jer på Aula. 

Den koordinerende pædagog er den som skriver handleplaner vedrørende barnet og deltager i de tværfaglige møder. 

Handleplaner opdateres til de tværfaglige møder, som afholdes hvert forår og efterår. Her deltager relevante samarbejdspartnere også. 

Legetøj:

Hvis barnet medbringer legetøj eller andre ting i Nørrehus, er det på eget ansvar og vi anbefaler at I skriver navn på legetøjet. 

Medicingivning:

Medicin bør så vidt muligt gives i hjemmet og udenfor den tid barnet er i Nørrehus. Efter aftale kan det gives i Nørrehus, såfremt medicinen er lægeordineret. 

Sygdom:

Barnet skal være rask for at blive modtaget i Nørrehus. Det vil sige at barnet skal være feberfri, den almene tilstand skal være upåvirket og barnet skal kunne deltage i de planlagte aktiviteter som vanligt. Nørrehus følger Sundhedsstyrelsens vejledning: "Smitsomme sygdomme hos børn og unge".  Se folderen her: Smitsomme sygdomme hos børn.